Brystsmerter og stress

Kan smerter i brystet skyldes stress?Har du uforklarlige smerter i brystet, kan årsagen muligvis være stress

Hvis du har smerter i brystet eller brystregionen, skal du først og fremmest kontakte din læge, og få ham eller hende til at undersøge dig grundigt for at udelukke andre årsager end stress.

Kan din læge ikke finde nogle årsager til dine smerter i brystet, kan det med stor sandsynlighed skyldes stress. Og du bør hurtigst muligt få hjælp til din stress.

Min egen historie

For en del år siden havde jeg selv nogle voldsomme smerter i brystregionen. Smerter der kom og gik hele tiden. I forbindelse med en tur i Ikea, hvor jeg skulle hente et nyt skrivebord, knækkede jeg sammen med voldsomme brystsmerter – da jeg skulle løfte det nyindkøbte skrivebord op på min trailer – og jeg tænkte “så Michael nu er det sgu slut”. Det var det heldigvis ikke, smerterne fortog sig, og jeg kunne køre hjem og samle mit skrivebord og en del andre ting.

I perioden hvor jeg oplevede de her smerter i brystet, blev jeg af min familie flere gange opfordret til at gå til lægen og få det undersøgt nærmere, da jeg selv blev ved med at udskyde det, og tænke “det går nok over igen”. Jeg fortrængte ganske enkelt – ubevidst – de episoder hvor jeg oplevede smerterne i brystet.

Efter en periode på et par måneder – sådan ca. – oplevede jeg i løbet af en weekend igen de her brystsmerter, og tænkte at jeg hellere måtte ringe til min læge. Så mandag morgen ringer jeg til lægen, på vej ud til en kunde (i mit gamle firma), og forklarer hende mine symptomer i forbindelse med de her brystsmerter. Lægen beder mig om at køre til Hillerød sygehus med det samme – jeg var ikke så langt derfra – og fortæller mig, at hun ringer derop med det samme og siger jeg kommer.

Efter at have talt med min læge, hvor det gik op for mig hvor alvorligt det kunne være, blev jeg for første gang rigtig bange, og frygtede en blodprop i hjertet! (En af de meget alvorlige følgevirkninger af stress, er rent faktisk en blodprop i hjertet). Jeg ankommer til Hillerød sygehus og får med det samme blodfortyndende medicin, piller og diverse apparaturer tilsluttet min krop.

Jeg var indlagt i 5. dage og den første aften kommer der en hjertereservelæge ind på min stue og fortæller mig, at der muligvis er tale om en flækket hovedpulsåre, og at jeg skulle være forberedt på en ballon udvidelse eller en bypass operation. og så valsede han ud af stuen igen, uden anden forklaring.

For at gøre en lang historie kort, så viser det sig at mit hjerte er sundt og raskt,  jeg havde blodtryk som en 25-årig og kranspulsårer som en nyfødt. Det var ikke nogen blodprop. Det der undrer mig rigtig meget i dag er, at der ikke var en eneste læge eller anden fagperson der fortalte mig, at det muligvis kunne være stress.

Det var stress

Jeg begyndte efterfølgende at undersøge på nettet om der var andre der ligesom mig, havde oplevet de her uforklarlige brystsmerter, og fandt i den forbindelse over en række danske og specielt svenske artikler. Og jo der var faktisk rigtig mange der havde oplevet disse uforklarlige brystsmerter, og hvor det samtidig blev kædet sammen med stress.

Udover brystsmerter havde jeg også en lang række andre symptomer på stress dengang. Efter altid at have benægtet overfor mig selv og andre at jeg havde alvorlig stress, så begyndte jeg så småt at erkende, at jeg var nødsaget til, at lave en radikal ændring af nogle af mine vigtigste livsområder. Det har jeg så gjort, hvilket har været en af de bedste beslutninger jeg har taget i mit liv. Jeg kom ud af min stress ved egen hjælp ved ganske enkelt, at eliminere og ændre de ting i mit liv, som forårsagede min stress, samt en hel del andre ting. Jeg ved i dag, at jeg havde mere eller mindre alvorlig stress gennem en periode på 2,5 år.

Hvis jeg dengang havde vidst, at det var muligt at få professionel hjælp til at komme af med sin stress igen, havde jeg helt sikkert valgt, at få behandlet min stress hos en professionel behandler.

Så ja smerter i brystet kan godt skyldes stress, eller retter sagt følgevirkningerne af stress! Men som jeg skrev i starten, så er det MEGET vigtigt, at du bliver undersøgt af en læge for disse smerter hvis du har dem, for dermed at udelukke andre årsager end stress.

Læs også om: Stress og vejrtrækningsproblemer

Pas på dig selv!

Michall Winkler
Certificeret Stresscoach

Kontakt - prefooter

Kontakt mig for yderligere information

Benyt nedenstående formular eller ring på tlf. 42 16 47 14

Kontaktinformation

  • LifeConsulting
    Himmelev Bygade 68 A
    4000 Roskilde
  • 4216 4714