Hullerne i osten

Hvor har du dit fokus? Er det på selve osten eller er det hullerne i osten?

Tit og ofte er vi tilbøjelige til at fokusere på det dårlige eller negative der sker omkring os, og på de ting vi ikke vil. I stedet for at have fokus på alt det gode og positive der sker, og på de ting vi gerne vil! Det gælder måden du tænker om dig selv på, det gælder i parforholdet, på jobbet eller i livet i almindelighed.

Fokuserer du på det negative får du også det negative, fokuserer du på det positive og de ting der gør dig glad, er det også det positive og glæden du får. Hvorfor? fordi vores hjerne konstant leder efter beviser på det vi tænker på, og dermed også på hvor vi har vores fokus.

Det er ikke det der sker, men måden hvorpå du tænker om det der sker

Har du f.eks. lagt mærke til, at måden du tænker på om dig selv, har stor indflydelse på hvordan dit humør er. Hvis du starter din morgen med, at tænke “åh nej det bliver en lortedag” – ja så kan du være sikker på, at du også får en lortedag. Det gør det fordi din hjerne dagen igennem, konstant vil rette din opmærksomhed på alle de ting, der gør din dag til en lortedag. Omvendt hvis du starter dagen med, at sige det bliver en dejlig dag i dag, så vil din hjerne lede efter beviser på, alt det gode og dejlige der også sker for dig i løbet af dagen.

En lille øvelse der kan vende dit fokus fra det negative til det positive er at begynde, at skrive en dagbog. En glædesdagbog hvor du hver aften inden du lægger dig til at sove, skriver mindst 3 ting ned som har gjort dig glad den pågældende dag, og mindst 3 ting du har været taknemmelig for i løbet af dagen. Når du gør det, vil din underbevidsthed arbejde videre med disse ting i løbet af natten, og sandsynligheden for at du vågner i godt humør den næste morgen er meget stor.

Du kan samtidig supplere din dagbog med en ekstra kolonne, hvor du skriver 3 mål for den kommende dag. Det kan være nogle tankemæssige mål, adfærdsmæssige mål eller fysiske mål. Det kan f.eks. være:

  1. I morgen vil jeg kun tænke positive tanker om mig selv.
  2. I morgen vil jeg smile til alle jeg møder
  3. I morgen vil jeg gå en tur på mindst 1. time, når jeg kommer hjem fra arbejde/skole/etc

På samme måde som med to andre ting vil din underbevidsthed arbejde videre med dine 3. mål i løbet af natten, og sandsynligheden for at du rent faktisk når dine mål den næste dag, er blevet mange gange større.

Hvis du er en person der overvejende har fokus på det negative, eller de ting du ikke vil og har tendens til at bekymre dig, så tager det naturligvis tid og kræver masser af tålmodighed, at ændre din måde at tænke på, så du overvejende har fokus på det positive, det der gør dig glad og det du gerne vil.

Det gode er, at det kan lade sig gøre – også for dig! Det er “bare” en tankemæssig vane du har opbygget gennem tiden, og en tankemæssig vane kan ændres fuldstændig som en fysisk vane. Det tager ca. 30 dage at ændre en vane, og betingelsen er naturligvis diciplin og vedholdenhed hver eneste dag!

Det virker!

Jeg begyndte selv for omkring 10 år siden, at arbejde intenst med ovennævnte værktøjer: Glædesdagbog, taknemmelighedsliste og mål for den næste dag. Og jeg kan garantere dig for at det virker under forudsætning af, at du gør det hver dag og i minimum 30. dage. Og oplever du tilbagefald efter de 30. dage, så fortsætter du og bliver ved med, at fortsætte indtil du har integreret din nye vane: At fokusere på det positive og det du gerne vil!

Når du gennem de næste 30 dage har arbejdet 100 % med at ændre dit fokus til det positive og de ting du gerne vil – i stedet for det negative og de ting ud ikke vil – vil du begynde at lægge mærke til, at du helt automatisk overvejende har dit fokus på det positive og det du gerne vil.

God fornøjelse.